Hvordan øger man chancen for succesfulde AI-projekter?

Martin Thomsen Østergaard

3 faktorer for succesfulde AI-projekter

AI-projekter kan spænde fra enkeltstående procesoptimeringer til store digitale transformationer, men uanset projektets omfang viser forskning, at tre faktorer er særligt vigtige for succes (Janssen et al., 2021; Enholm et al., 2022):

  • Topledelsens opbakning
  • En tydelig AI-strategi
  • Brugeradoption

Ingen af disse faktorer er direkte teknologiske, hvilket kan stå som kontrast til de mange AI-værktøjer, der bliver bygget, med fokus på de teknologiske muligheder. Teknologiens funktionalitet er en forudsætning for værdiskabelse, men hvis det ikke bliver taget ordentligt i brug, kan det kun skabe minimal værdi.

Topledelsens opbakning er afgørende for virksomhedens adoption af AI, dels fordi de er vigtige for kulturen, men også fordi det er afgørende, at der bliver allokeret de nødvendige ressourcer (Enholm et al., 2022). Det er vigtigt, at der ikke kun allokeres ressourcer til udvikling, men også til analyse af muligheder, oplæring og implementering. Derudover kan projekter udfordre eksisterende strukturer og processer i virksomheden, og det er derfor afgørende, at topledelsen legitimerer projektet og de nødvendige ændringer (Janssen et al., 2021). 

En tydelig AI-strategi hjælper virksomheden med at sætte klare mål og definere, hvordan den vil implementere AI, og hvordan det skal skabe værdi. Det skaber både klarhed for ledere og medarbejdere, og det kan bruges som en del af virksomhedskommunikationen til at legitimere projektet. Strategien skal tage udgangspunkt i både brugerens behov og virksomhedens mål for at sikre, at løsningerne både er relevante og værdiskabende (Enholm et al., 2022; Janssen et al., 2021). En AI-strategi, hvor disse elementer tydeligt er uddybet, og der er lagt klare mål og tidsplaner, kan hjælpe virksomheder med at få succesfulde projekter.

Brugeradoption er afgørende for et succesfuldt projekt og ikke noget, der først er relevant efter, implementeringen er overstået. Både tillid til AI, privatlivsbekymringer, kompetenceniveau, brugervenlighed og forventninger er alt sammen noget, der har væsentlig indflydelse på, hvorvidt brugerne adopterer systemet (Janssen et al., 2021; Enholm et al., 2022). Forud for projektet kan virksomheden derfor undersøge disse elementer og vurdere, hvordan der kan gøres en proaktiv indsats for at øge sandsynligheden for et succesfuldt projekt. Omvendt giver det også virksomheden en bedre mulighed for at vurdere, hvilke omkostninger, der må forventes at være forbundet med projektet og vurdere, om det er relevant.

Det er dog vigtigt at anerkende, at selvom teknologiens rolle måske fylder mindre, er den stadig essentiel. For virksomheder er det fundamentalt at sikre sig, at de teknologiske muligheder er til stede, at datakvaliteten er tilstrækkelig, og at løsningen kan integreres i virksomhedens tekniske infrastruktur (Janssen et al., 2021; Enholm et al., 2022).

AI har potentialet til at transformere måden, virksomheder opererer på, men det kræver mere end blot teknologiske investeringer. I de AI-projekter, hvor der skabes en tydelig strategi, der er relevant og værdiskabende, topledelsens opbakning sikres og brugerne inddrages, øges chancerne for succes og virksomhedens mulighed for at udnytte AI’s fulde potentiale. I sidste ende er det brugernes adoption og de nye kapabiliteter, AI muliggør, der driver værdiskabelsen i virksomhederne, men faktorerne tydeliggør de nødvendige tiltag for at fremme værdiskabelsen.

Hvis du vil vide mere om, hvordan virksomheder kan bruge dette, eller du gerne vil have rådgivning til et projekt eller en digital transformation, vil jeg gerne drøfte det yderligere eller holde et uforpligtende møde.

Janssen, A. H. A., Grützner, L., & Breitner, M. H. (2021, December). Why do Chatbots fail? A Critical Success Factors Analysis. In ICIS.

Enholm, I. M., Papagiannidis, E., Mikalef, P., & Krogstie, J. (2022). Artificial intelligence and business value: A literature review. Information Systems Frontiers24(5), 1709-1734.

Janssen et al. (2021)
En forskningsartikel om, hvorfor chatbots fejler, hvori de fremhæver 12 kritiske succesfaktorer, der ligger til grund for de umiddelbare udfordringer. Artiklen er baseret på analyser af 103 chatbots, 154 forskningsartikler og 20 ekspertinterviews.

Enholm et al. (2022)
Et litteraturreview baseret på 43 forskningsartikler, som belyser, hvad der fremmer og hæmmer AI’s evne for at skabe forretningsværdi. Artiklen fremhæver blandt andet AI’s indflydelse på processer, økonomisk performance, konkurrenceevne og legitimitet.